Dansk-tysk sameksistens

Fra det 17. århundrede - med udgangspunkt i Petrikirken i København


Danmark har igennem mindst 2000 år været en del af den vesteuropæiske kulturkreds og har deltaget aktivt i udvekslingen af ideer, viden, kunst, kultur, varer og tjenesteydelser over landegrænserne. Danmark har dog ikke hørt til de klassiske lande, hvor udviklingen af kultur og samfund siden oldtiden primært fandt sted, såsom Grækenland, Italien (Rom), Frankrig, Spanien og nogle af de tyske delstater. Derfor har Danmark indtil for et par århundreder siden hovedsageligt haft rollen som modtagerland ‒ men med undtagelser som f. eks. Tycho Brahe, Bertel Thorvaldsen og andre berømte danskere der fik betydning også uden for landets grænser.

Det blev tidligt erkendt af Danmarks førende personer ‒ først og fremmest Danmarks konger, virksomhedsledere, videnskabsmænd og kunstnere ‒ at mange nye ideer og viden kunne hentes i udlandet. Det skete både ved at danskere tog på rejser og studieophold til Central- og Sydeuropa og ved at udenlandske specialister kom til Danmark, mange efter invitation fra kongehuset og den øvrige regering eller fra universiteter og handelsorganisationer.

Indvandringen omfattede ikke kun udvalgte fagfolk efter indbydelse fra dansk side, men også mennesker der flygtede fra nød og forfølgelse. Sidstnævnte var f. eks. Huguenotterne eller mange nødstedte der i trediveårskrigen ville undslippe krigens rædsler, og danskerne har taget imod dem og givet dem et nyt hjemsted.

Mange af disse mere eller mindre permanente indvandrere kom fra Tyskland, Østrig, det tysktalende Bøhmen og fra Hertugdømmerne, og de medbragte deres modersmål. Tysk blev udbredt i de førende kredse, bl.a. i kongehuset, regeringen, blandt videnskabs- og handelsmænd og i militæret. Siden Christian 1.’s tid (konge fra 1448) var 16 danske dronninger af tysk afstamning eller tyske prinsesser, der kom til Danmark med deres hofdamer og tjenestefolk. Kongeloven bestemte, at de skulle være protestantiske.

Christian 4., der gennemførte en omfattende udbygning af København, hentede arkitekter og bygmestre fra Frankrig, Holland og Tyskland. Han arbejdede for en økonomisk udvikling og inviterede også købmænd og håndværksmestre (f.eks. silkevævere). Apotekervæsenet blev udviklet til dels af tyske apotekere, og lægevidenskaben blev fremmet af udenlandske kirurger, herunder en del fra Tyskland. Statsadministrationen var fra Christian 3.’s tid opdelt i det Danske og det Tyske Kancelli, og i sidstnævnte blev tysk hovedsproget efter at latin var gledet ud som officielt sprog. Også ved hoffet taltes mest tysk indtil Frederik 6., konge fra 1808, der foretrak det danske sprog.

Dermed etablerede en stor kreds af tyskere og efterkommere af tyske indvandrere sig specielt i København ‒ mange af dem i førende stillinger ‒ og kongehuset havde en interesse i at skabe gode forhold for dem for at fastholde dem i deres ofte vigtige positioner.

Et af midlerne hertil var at give dem mulighed for at gå i kirke og have adgang til kirkelige handlinger på deres modersmål. Således besluttede allerede kong Frederik 2. at stille den nuværende Sankt Petri kirke til rådighed for de tyske kirkegængere. Da hovedparten af de tyske indvandrere var protestanter, blev denne kirke ‒ der stammer tilbage fra 1300-tallet, men blev nedlagt som kirke ved reformationen ‒ hjemsted for den tyske evangelisk-lutherske menighed i København fra 1585 indtil i dag. Denne menighed blev ved kongeligt dekret en del af den danske folkekirke, og forbindelsen mellem kongehuset og menigheden varetages den dag i dag af en kongeligt udnævnt patron. Sankt Petri hører under Vor Frue provsti.

Ikke kun tyskere var medlemmer af Sankt Petri menighed, den tiltrak mange medlemmer fra den danske elite samt diplomater og handelsfolk fra andre stater, ikke mindst på grund af kirkens nære forhold til kongehuset. Flere dronninger havde deres egen loge i kirken.

København voksede, og der kom flere tyskere til, hvilket førte til, at der blev etableret flere tyske kirker. Således byggedes den nuværende Christianskirke (oprindeligt Frederikskirke) i forbindelse med anlæg af Christianshavn, og Garnisonskirken var i 1700-tallet bl.a. hjemsted for kongernes tyske garnison. Den tysk-reformerte kirke blev færdig i 1689. Sankt Petri er i dag den eneste tyske ev.-luth. Kirke i København, og menigheden har p.t. godt 1000 medlemmer (som skal være medlemmer af den danske folkekirke).

Samtidigt med Sankt Petri menighed etableredes en tysk skole der senere blev udvidet med adskilte pige- og drengeskoler og en realskole. På den nuværende Sankt Petri Skole i Larslejs¬stræde undervises ligeværdigt på dansk og tysk.

Som medlem af Sankt Petri menighedsråd har jeg stor interesse i kirkens og menighedens historie, fordi den samtidig danner rammen om en del af Københavns og Danmarks historie. Mange kendte personligheder med betydning for udviklingen af det danske samfund har haft deres gang i Sankt Petri, og mange af dem blev begravet i kirken og dens enestående gravkapeller. Derfor har jeg forsøgt at udarbejde en liste over disse personer med de umiddelbart tilgængelige oplysninger om deres leveår, deres virke og deres betydning for kirken og det danske samfund samt hvorvidt de er bisat i eller ved kirken.

Jeg har som kilder primært benyttet kirkens egne oplysninger i kirkebøger, gravstedslister og publikationer. Derudover har jeg brugt trykte opslagsværker som Dansk Biografisk Leksikon, Allgemeine og Neue Deutsche Bibliographie, Politikens Danmarkshistorie, en række monografier samt oplysninger, der findes på internet. Desværre er mange personoplysninger ufuldstændige, bl.a. fordi kirkens egne registre blev ødelagt ved de københavnske brande i 1728 og 1785 og ved bombardementet i 1807. Der findes kun sporadiske fortegnelser over menighedsmedlemmer fra tidligere tider. Det ville glæde mig hvis læserne kunne bidrage med nogle af de manglende oplysninger, ligesom jeg også gerne modtager kommentarer og rettelser til de anførte data. Jeg har så vidt muligt angivet de forskellige stavemåder for navne og afvigende årstal, der fremgår af forskellige kilder.

Ved hver opført person gengives den/de benyttede kilde(r) i kortform. En liste med udførlige kildebetegnelser findes i linket Kilder.

Jeg har primært anført mænd og familieoverhoveder. Dog er kvinder med selvstændig betydning for eftertiden nævnt. Listen omfatter ca. 1900 navne.

Linket Historie indeholder en kortfattet oversigt over historiske begivenheder, der har haft betydning for Sankt Petri kirke og menighed, og i linket Noter er anført forklaringer for enkelte udtryk, der benyttes i personlisten.

Min hensigt med at udarbejde denne fortegnelse er at formidle kendskab til den betydning, som Sankt Petri kirke og den personkreds omkring den har spillet for Københavns og Danmarks økonomiske, videnskabelige og kulturelle udvikling. Nogle af de kendteste personer var statsadministratorer som Bernstorff-slægten og Schimmelmann,  læger som Johann v. Berger (medgrundlægger af Frederiks Hospital), Heinrich Callisen (generaldirektør for kirurgi) og dr. Simon Paulli (kgl. Livlæge, professor i kirurgi, anatomi og botanik), apotekere som Johann Gottfried Becker (grundlægger af Elefantapoteket), Peter v. Gerschau (ejer af Frederiks Hospitals apotek) og Christopher Heerfor(d)t, grundlægger af Svaneapoteket), købmænd og grosserere som Peter Tutein (grosserer og skibsreder) og Wilhelm Bähncke (grosserer og fabrikant: ”intet bord uden Bähncke”), musikere som Johann Ernst Hartmann (1. violinist ved det Kgl. Teater, bedstefar til komponisten J.P.E. Hartmann), Friedrich Kuhlau (”Elverhøj”) og J.A.P. Schultz. Der var også betydende kvindeskikkelser som Friederike Brun (datter af præst ved Sankt Petri, Balthasar Münter) der støttede danske kunstnere og videnskabsmænd og holdt salon i Moltkes Palæ og på Sofienholm samt Dorothea Frisch, født Tutein, gift med direktør for den Kgl. Grønlandske Handel, Hartvig Markus Frisch. Hun virkede som sponsor for kunst og kultur, og hendes portræt var afbildet på 20-kroner-sedlen i 1970-erne. Jeg har også medtaget nogle personer der ikke var medlemmer, men som direkte eller indirekte har haft betydning for Sankt Petri som f.eks. de danske konger fra Christian 1. til Dronning Margrethe 2. Disse havde det overordnede ansvar for kirkens ve og vel og har spillet en mere eller mindre aktiv rolle.

Menighedens medlemmer har loyalt arbejdet for det danske samfund og blev efterhånden integreret her i landet. Tiden igennem 1600- og 1700-tallet og ind i det 19. århundrede var den mest frugtbare periode i det dansk-tyske samarbejde med fredelig sameksistens og integration. Den blev desværre afløst af ca. 100 år med krig og ødelæggelse udløst af imperialistiske ideer hos skiftende tyske herskere. I parentes bemærket lykkedes det Sankt Petri kirkes og skoles ledere at friholde Sankt Petri fra omklamring af nazistiske ideer under 2. Verdenskrigs besættelsestid.

I de seneste 65 år har Tyskland vist at det under et moderne, velfungerende parlamentarisk demokrati igen kan være en fredelig samarbejdspartner og dermed bidrage til en frugtbar udveksling af viden og ideer over landegrænserne. Sankt Petri menighedsråd føler det som sin opgave at udbrede kendskabet til kirken og den rolle dens medlemmer har haft for København og Danmark.
 
Wulf D. Wätjen
Medlem af Sankt Petri menighedsråd
16. september 2010
 

 
Larslejsstræde 11 1451 Kopenhagen K | Tel: +45 33 13 38 33 | E-mail: kirchenbuero@sankt-petri.dk