OPLÆSNINGSOPTUR


Lisa vandt en absolut velfortjent 3. plads ved oplæsningskonkurrencen i Odense. Hun fik diplom, en bog og 1000 kr. til klassekassen.


Det er en almindelig, grå onsdag formiddag i april. Eleven Lisa, fra 7.b, står på scenen i det lille amfiteater i Fyrtøjet, et børnekulturhus i Odense. Lisa læser med klar stemme, stor ro og indføling højt af H.C. Andersens eventyr: Sneglen og rosenhækken. Og ved endt oplæsning høster hun store klapsalver fra publikum og de tre dommere, der er mødt op for at være med i Dansklærerforeningens oplæsningskonkurrence for Danmarks 7. Klasser. Der er 14 finalister fra hele Danmark, og niveauet er højt. De giver alle teksterne forskelligt liv, således at de samme eventyr på forunderlig vis træder frem i forskellige farver og toner. Så spændingen er intens, da de tre dommere har voteret og dukker op i salen for at kåre vinderne. De starter med at takke alle deltagere for at have givet dem en oplevelse ud over det sædvanlige. Og så fremhæver de tre oplæsere, der skilte sig ud på særlig positiv vis. Lisa fra Sankt Petri Skole nævnes som den første, for at have givet megen følelse og liv til de to forskellige personligheder i hendes eventyr. Lisa modtager bifaldende klapsalver, og sådan går det til, at en smilende Lisa på en almindelig onsdag eftermiddag i april indkasserer en flot 3. plads i oplæsningskonkurrencen i Odense.
Forud for alt dette havde Lisa først vundet konkurrencen i oplæsning i klassen; Dernæst vundet semifinalen for københavnske skoler, hvilket sendte hende videre til Odense. Og bag alt dette lå et kæmpe stykke arbejde med den over 150 år gamle tekst fra Lisas side. Lisa har udvist et enormt engagement, en stålsat disciplin og en lydhørhed og åbenhed - og det gav hende en 3.plads ved finalen i Odense.


Lisa, 7.b, fortæller selv om at være blandt de 3 vindere i Odense:

 
Først vidste jeg ikke selv, at jeg var god til at læse op. Men det må jeg jo have været, siden jeg vandt 3. pladsen i H. C. Andersen oplæsningskonkurrence for hele Danmark. I konkurrencen nåede jeg alle mine mål. Da jeg blev udvalgt i klassen, ville jeg meget gerne med til finalen. Da jeg kom i finalen, gik jeg efter 3. pladsen. Så jeg er helt tilfreds! Selvfølgelig var jeg meget nervøs til oplæsningerne, men jeg synes, det er blevet bedre herefter. Jeg vil også sige mange tak til min fantastiske klasse, 7.b, der har støttet og bakket mig op hele vejen. Som tak får klassen del i de 1000 kr., som jeg vandt i konkurrencen. De går nemlig til klassekassen.

Af Lisa Sander Suhl og Mette Harsbo, dansklærer i 7.b
 
Larslejsstræde 5 1451 Kopenhagen K | Tlf: +45 33 13 04 62 | Fax: +45 33 14 24 62 | E-mail: kontor@adm.sanktpetriskole.dk